Min filosofi
af L. Ron Hubbard
”Min filosofi” stammer fra januar 1965 og er blevet beskrevet som den mest definitive
udtalelse fra L. Ron Hubbard om sit filosofiske standpunkt.
Emnet filosofi er meget gammelt. Ordet betyder: ”kærligheden til, studiet af eller stræben efter visdom, eller viden om ting og deres årsager, enten teoretisk eller praktisk”.
Alt vi ved om videnskab eller om religion, kommer fra filosofi. Det ligger bag om, og er hævet over al anden viden, vi har eller bruger.
Det er længe blevet anset for at være et emne forbeholdt lærdommens højborge og de intellektuelle. Emnet har i bemærkelsesværdig grad været nægtet manden på gaden.
Omgivet af beskyttende lag af uigennemtrængelig videnskabelighed har filosofi været forbeholdt de få privilegerede.
Det første princip i min egen filosofi er, at visdom er tiltænkt alle, der ønsker at række ud efter den. Den tjener såvel menigmand som konge, og den skal aldrig betragtes med ærefrygt.
Selviske lærde tilgiver sjældent nogen, der forsøger at nedbryde mysteriets mure og lukke folket ind. Will Durant, den moderne amerikanske filosof, blev af sine lærde kollegaer stødt ud i mørket, da han skrev en populær bog om emnet Store tænkere. Enhver, der søger at bringe viden ud til folket på trods af modstanden fra ”inderkredsen,” bliver således udsat for skarp kritik.
Det andet princip i min filosofi er, at den skal kunne anvendes.
Lærdom, fastlåst i mugne bøger, er ikke til megen nytte for nogen, og den er derfor værdiløs, hvis den ikke kan anvendes.
Det tredje princip er, at en hvilken som helst filosofisk viden kun har værdi, hvis den er sand, eller hvis den virker.
Disse tre principper er så fremmedartede for filosofiens område, at jeg har givet min filosofi et navn: Scientologi. Det betyder blot ”at vide, hvordan man ved”.
En filosofi kan kun være en vej til viden. Det kan ikke være viden, der er proppet ned i halsen på én. Hvis man har en vej, så kan man finde det, der er sandt for en selv. Og det er Scientologi.
Kend dig selv – og sandheden vil gøre dig fri.
Derfor er vi i Scientologi ikke interesserede i individuelle handlinger og forskelligheder. Vi er kun interesserede i at vise, hvorledes Mennesket kan gøre sig selv frit.
Det er naturligvis ikke særlig populært hos dem, hvis magt eller eksistens er afhængig af at holde andre i slaveri. Men det er nu engang den eneste vej, jeg har fundet, der virkelig forbedrer et menneskes liv.
Undertrykkelse og tyrannisering er de grundlæggende årsager til depression. Hvis man fjerner dem, kan et menneske blive raskt og glad for tilværelsen.
På trods af at det er upopulært hos slavefogeden, er det meget populært hos folket. Det almindelige menneske kan lide at være lykkeligt og raskt. Det kan lide at kunne forstå ting. Og det ved, at vejen til frihed er igennem viden.